Hvad er narrative samtaler og hvad er narrativ terapi?

Hvad er narrative samtaler? Og hvad er narrative terapi for noget? Og hvordan kan man komme i gang med narrativ praksis, når man ikke rigtig synes, at det er så nemt at kaste sig ud i. Jeg vil her komme ind på seks ting i dag i forhold til at komme godt i gang med narrative samtaler, narrativ terapi eller narrativ praksis i det hele taget.

De seks ting er også seks elementer i det lille kursus, jeg har lavet, som hedder Kursus i narrative samtaler: Narrativ coaching og kollegial supervision. Det er netop inddelt de 6 moduler.

Og de 6 ting er for det første de narrative ideer, som Michael White og David Epston var med til at udvikle i slutning af 70'erne og 80'erne og hvad de udsprang af også. Så er det det med at tale om problemer og tage problemer alvorligt, som det andet. Som det tredje er det at få øje på undtagelser og blive gode til at få øje på undtagelser og bruge dem som udgangspunkt for at genforfatte folks fortællinger. Det fjerde er, hvordan man kan bruge stilladsering, og hvordan stilladsering kan samle op på det det første vi har talt om omkring og snakke om problemerne, snakke om undtagelserne og genforfatning. Det femte er bevidning og hvordan bevidning kan være meget effektivt til at være med til at ændre folks liv og folks opfattelse af deres egen historie. Som det sjette er det at arbejde med kollegial supervision, hvordan kan man arbejde med kollegial supervision hvordan det her med kollegial supervision blev udvidet til også at blive tænkt ind, når man arbejder med for eksempel skoleklasser , med grupper af mennesker man prøver at hjælpe i forhold til et problem og så videre.

De narrative ideer

Både Michael White og David Epstons udvikling af den narrative tilgang er på mange måder et opgør med traditionel psykologi og det at ingen af dem er psykologer selv. Michael White var socialarbejder og David Epston er antropolog .Det gjorde måske også, at de havde nogle andre perspektiver på, hvordan man kunne tale med mennesker på, nogle andre måder end den traditionelle psykodynamiske tilgang til mennesker.

Og det er ikke bare , at de var udsprunget af nogle andre faglige traditioner end de psykologiske. De også udsprunget af en tid, hvor der var en masse opgør i gang allerede. Der var opstanden, revolten ungdomsoprøret og i Paris i maj 68, som var med til at sætte spor mange steder også i forhold til, hvad man kunne tænke omkring, hvad professionelle, der arbejder med at hjælpe mennesker, der har det svært, hvordan de agere. Michael White er fra Australien og David Epston er fra New Zealand. Og begge de to steder er jo steder, hvor der har været massiv undertrykkelse af den oprindelig befolkningen, massakre på den oprindelige befolkning. Man kunne tale om udryddelsespolitik i forhold til den oprindelige befolkning.

Det var også noget af det som der kom en genopblomstring af opmærksomheden på i mange miljøer. Også i de miljøer, som de to mænd befandt sig i. Den anti-psykiatriske tradition fra slutningen af tresserne, hvor en af hovedpunkterne var, at en psykisk sygdom var en sund reaktion på et sygt samfund. Det er jo også en af de tænkemåder som Michael White og David Epston begyndte at udvikle på og deres metoder til at og studere, hvilke sunde reaktioner mennesker kunne have på syge forhold, og hvad man kunne gøre for at få dem til at få en nærmere kontakt med de værdier og de mål og de håb og drømme, som mennesker har. Studenternes slogan i maj 1968 i Paris under studenteroprøret var: Under brostenene ligger stranden og man kan på en måde sige, at at uden Michael White og David Epston har talt om det på den måde, så er det en meget god metafor for hele den narrative intention. Den narrative metode til at nå frem til stranden eller nå frem til ens værdier, det man har kært.

Problemerne

Narrative samtale og narrativ terapi tager udgangspunkt i de problemer, som folk oplever i de problemer som som holder folk nede, og de problemer, som folk ville ønske de ikke blev udsat for blev udsat for. Og på den måde så adskiller narrative narrative tilgang sig, narrativ praksis sig fra mange af de andre retninger, der er fremme i dag. Positiv psykologi, den løsningsfokuserede tilgang, hvor det både handler om måske at tale meget lidt om problemerne eller slet tale om problemerne og til gengæld nå meget hurtige frem til, hvordan man kan løse de her problemer, som man helst ikke vil tale om.

Der er den narrative tilgang er meget anderledes, forstået på den måde, at de der går man ind og er meget nysgerrige på, hvad det er, som folk synes er svært. Hvad det er, de synes står i vejen for dem. Hvad det er, der gør, at de måske føler sig fastlåst i deres liv. Men ikke bare undersøge, hvad det er, men også hvilke effekter disse problemer de oplever har. Og får dem til at evaluere effekterne af problemerne. Og på den måde så bliver den eksternaliserende måde at tale om problemerne til en bro over til en bro over til en foretrukken historie som man kan nå frem til ved at undersøge nogle undtagelser eller nogle sprækker i denne her problemfortælling og dermed nærme sig en genforfatning af hvad er det som mennesker også kan og ved og hvilken?

Genforfattende samtaler

Og hvad er det, de også har gjort? En vigtig ting for Michael White især i hans bog Kort over narrative landskaber og at at tale om, hvordan at de negative fortællinger, vi går rundt med meget hurtigt bliver overskyggende. Også fordi at når man har et plot kan man ikke få øje på begivenheder, der ligger udenfor det plot og genforfatning handler om at få øje på andre handlinger og andre begivenheder, som er tæt på menneskers værdier, og som kan give en fornemmelse af, at der er noget mere, man kan fortælle, og på den måde kan man skabe en genforfatning af folks historie. Både når vi taler om at gå ind og undersøge menneskers problemhistorier og deres effekter.

Stilladsering

Og når man arbejder med at genforfatte en noget mere foretrukken fortælling, så er stilladsering et meget central i den narrative tilgang, i den narrative samtale. Stilladsering er et begreb, som Vygotsky udviklede tilbage i trediverne.

Det handler om, at man arbejder ud fra zonen for nærmeste udvikling og der mener Michael White med direkte inspiration fra Vigotsky at der er en zonen for nærmeste udvikling over tid i den måde mennesker taler om deres eget liv på i forhold til at man kan ikke bare mener Michael White som man gør i andre tilgange, for eksempel. den løsningsfokuserede hvor man går direkte til drømmescenariet. Det er svært for mennesker og siger Hvad vil du nu? Hvad håber du på i dit liv? Hvis alle dine problemer var væk om et år, hvordan ville din verden så se ud? Osv. Osv. Der går man langsomt frem og prøver at hjælpe folk i denne her erkendelsesrejse hvor man kan gå fra at noget kan virke fastlåst og håbløst til at der er nogle værdier og der er nogle og der er en mulighed for at genforfatte sit eget liv. Og på den måde bliver stilladsering meget central i narrative samtalerog i narrativt arbejde i det hele taget.

Bevidning

Når man har udforsket problemhistorien , genforfattet folks fortællinger, brugt stilladsering, så er der noget som Michael White mener er endnu mere effektivt end nogle af de her teknikker.

Og det er det, at andre mennesker, som kan bevidne en som, som kan fortælle være med til at fortælle, hvordan bliver de berørte af at høre de historier, hvad for de har lyst til at gøre i deres eget liv og på den måde bliver bevidning noget , der ifølge Michael White faktisk er mere effektivt end nogen af de andre ting, jeg har nævnt indtil nu.

Kollegial supervision

Narrative metoder til kollegial supervision er ikke kun er noget, der foregår er givtigt blandt kollegaer på en arbejdsplads, der arbejder med at hjælpe folk med at få et bedre liv. Men også en tilgang man kan bruge i forhold til at arbejde med grupper med mennesker, der har det svært eller med en klasse med skoleelever og for eksempel hvor man kan arbejde supervisions-inspireret i undervisningen, i læreprocesserne er jeg meget optaget af STAFET-modellen, som er udviklet af Anette og Allan Holmgren, som er en model til kollegial supervision, hvor man sørger for, at der ikke bliver så meget mulighed for, at nogle kolleger sidder kloger sig på andres vegne og som i den gammeldags systemiske form, hvor med reflekterende teams, hvor man skal prøve at danne hypoteser om, hvad der måske er på spil, men hvor man går mere efter at man fortæller om sine egne erfaringer og man bruger sine egne erfaringer i bevidnelsen af sine kolleger eller sine klassekammerater, eller hvem det nu er. Og det er en i en model, som jeg kan anbefale.

Hvad er et Narrativ?

Jeg startede med at stå på ski, da jeg fyldte 50. Det gik godt. Jeg blev modig. Og så gik det galt. Da jeg for nyligt fandt ud af, at jeg gerne vil løbe halvmarathon, startede det også godt. Jeg blev hurtigt hurtigere og mere udholdende. Og så en dag, hvor jeg synes jeg skulle overhale en løbegruppe ved Peblingesøen, så gik det galt igen. Det er igen, der er nøgleordet her.

Der skal kun to dårlige oplevelser til at skabe en negativ fortælling. Der skal i princippet også kun to gode oplevelser til for at skabe en mere foretrukken historie. Men det er sværere. Og det kræver tit hjælp fra en kæreste, en ven eller måske endda en professionel samtalepartner med narrative talenter.

Hvorfor er det så meget sværere at opdage og tro på en foretrukken fortælling, end det er at tro på en negativ fortælling?

I denne lille video taler jeg om, hvor let det var for mig at tro på den negative fortælling: “Du skal ikke tro, du kan løbe fra din alder!”. Derudover har jeg lavet en mere teoretisk diskussion af, hvordan man skaber en fortælling om sig selv og om plottets betydning for slutningen på historien. Her er jeg blandt andet inspireret af en af den narrative tilgangs pionerer, David Epston.

Jeg har lavet videoer på dansk, spansk og engelsk om, hvad et narrativ er.

Af-koloniser narrativer

Jeg har lavet en video om af-kolonisering af narrativer. Jeg synes, at det er både vigtigt, men også spændende at snakke om narrativ praksis og narrative samtaler som af-koloniserede samtaler. Det er der mindst to grunde til. For det første er der mange mennesker, der lever med nogle internaliseret historier om, at de ikke er værdige til at have en ordentlig fortælling om sig selv. For det andet, så er vi, der bor i Danmark og andre steder i den vestlige verden, fortsat en del af af kulturer med rester fra kolonialisme og slavehandel.

Lad mig fortælle to historier: En fra min familie og en fra mit eget arbejde som underviser.

Min mor og min far havde en en ven med hjem til min farmor og farfar. Denne ven skulle overnatte der. Han var en sort fyr fra USA, som var flygtet på grund af Vietnamkrigen. Han var bange for at blive tvunget i krig og slået ihjel der som så mange andre sorte amerikanere.

Min farmor havde det hvideste sengetøj, man kunne forestille sig, og hun var rigtig bekymret for, at denne her ven af min mor far, der skulle overnatte der, ville smitte af på sengetøjet. Og denne historie udspiller sig altså ikke for 200 år eller 300 år siden. Den udspiller sig i midten eller slutningen af tresserne.

Jeg skulle en gang holde et kursus for nogle unge mennesker sammen med en kollega. Der var en ung pige, som deltog i kurset. Hun spiste ikke noget morgenmad. Min kollega sagde så til den unge pige:

- Det er jo ikke ramadan! Så hvorfor spiser du ikke noget morgenmad?

Pigen svarede, at hun var ikke muslim. Hun var af roma-baggrund og det havde overhovedet ikke noget som helst at gøre med religion. Det havde noget at gøre med, at hun ikke lyst til morgenmad.

Hvis vi så skal føre de her to historier tilbage til narrative samtaler og narrativ praksis, og hvordan vi møder mennesker, når de kommer ind af døren til os, så er der en ting, der er vigtigt for mig. Og det er ikke at italesætte forskelle, som jeg ikke ved noget som helst om, og som i øvrigt er fuldstændig irrelevante. Det er ofte “forskelle” som folk ikke selv er kommet med og sagt: “Det her, det kunne jeg godt tænke mig at tale om!” eller “Jeg føler mig meget forskellig. Jeg føler mig meget anderledes!” Det er vigtigt for mig ikke at antage noget om folks kulturer eller folks psykiske vanskeligheder. Eller hvad der i det hele taget foregår i hovedet på dem. Og det er vigtigt for mig ikke på forhånd at have ideer om, hvad mennesker er i stand til er en rigtig rigtig dårlig idé.

Jeg har lavet to videoer om af-kolonisering af narrativer, en på dansk og en på engelsk. Du kan se dem her eller på Narrativ Kanal og Narrative Channel på YouTube.

Hvad er narrativ supervision?

Michael Whites forståelse af terapi, samtaler og supervision er et brud med traditionel psykologi Jeg har lavet en video, hvor jeg giver mit bud på, hvad narrativ supervision handler om. Til slut i videoen giver jeg 5 bud på, hvad en arbejdsplads kan får ud af at bruge narrativ supervision.

Kollegial supervision der skaber nysgerrighed på hinanden

Kloge-Åger, fagligt ensomme medarbejdere og kollegial supervision med hurtige, velkendte løsninger. Det er nogle af effekterne af almindelige kollegiale sparringsrunder, ifølge Allan Holmgren og Anette Holmgren. De har lavet STAFET-modellen med intentionen om at skabe større grad af kollegial nysgerrighed og samhørighedsforhold.

Jeg har som supervisor gode erfaringer med modellen, som også var den jeg brugte i min afsluttende opgave på DISPUKs narrative supervisoruddannelse.

I videoen Narrativ kollegial supervision med STAFET-modellen gennemgår jeg en model til kollegial supervision, der er udviklet af Allan Holmgren og Anette Holmgren. Den kan du også se på Narrativ kanal på YouTube.

Jeg indleder videoen med at tale om supervision og om, hvilke faldgrupper jeg synes der er. Derefter gennemgår jeg selve modellen til narrativ kollegial supervision: STAFET-modellen.

Jeg har lavet en guidebog på 12 sider om STAFET-modellen til dem, der får mit månedlige nyhedsbrev. Den glæder jeg mig til at give dig, hvis du har lyst til at bruge modellen på din arbejdsplads.

Har I lyst til at bruge mine erfaringer med STAFET-modellen til at skabe større grad af kollegial nysgerrighed, så hjælper jeg jer gerne i gang. God arbejdslyst!

Narrativ spørgeguide til når mennesker føler sig handlingslammede

Få den gratis guide

Mennesker, der føler sig fastlåste, stressede, underkendte og på andre måder nedgraderede i livet, er tit svære at hjælpe. Eller rettere så kræver det som et minimum, at den der taler med dem ikke bliver utålmodig. Som Michael White skriver i Kort over narrative landskaber:

Vi har også et ansvar for at undgå at forfalde til konklusioner om, at et menneske "er totalt umotiveret", er "håbløst uansvarlig", "yder modstand", er ude af stand til at forestille sig konsekvenserne af sine handlinger"...

Jeg har lavet et gratis hæfte til stilladserende samtaler. Stilladsering er vigtig i narrativ praksis både når det handler om arbejdslivet, og når det handler om hele livssituationen. Målet er, at mennesker opnår en ny grad af, det Michael White kalder agentskab.

Stilladsering

Den narrative tilgangs pioner, Michael White, kalder denne undersøgelsesguide til at tale om problemer for en guide til eksternaliserende samtaler. Guiden bliver også kaldt positionskort1. Guiden er et vigtigt alternativ til to andre måder at møde mennesker, der har det svært på: enten at give dem en diagnose baseret på, hvad der eventuelt er i vejen med dem, eller forvente, at mennesker i krise kan svare på spørgsmål som: Hvor ser du dig selv om 10 år? og så videre. I denne miniguide får du en måde at gå frem, når du vil stilladsere narrative samtaler med mennesker, der føler sig handlingslammede.

5 måder narrative samtaler gør dig stærkere.

@mikkel_wiese #PremiereRush ♬ original sound - Mikkel Wiese

14. januar 2023

En lille TikTok-video om, hvordan narrative samtaler styrker menneskers identitet gennem fordi den ikke diagnostiseret og fortæller folk, hvad der er galt med dem. I stedet opfordrer narrativt inspirerede professionelle, folk de taler med, til at gøre modstand mod fortællinger, der tager folks styrke.

Jeg kunne ikke løbe fra min alder - om negative og foretrukne narrativer.

15. januar 2023

Jeg startede med at stå på ski, da jeg fyldte 50. Det gik godt. Jeg blev modig. Og så gik det galt. Da jeg for nyligt fandt ud af, at jeg gerne vil løbe halvmarathon, startede det også godt. Jeg blev hurtigt hurtigere og mere udholdende. Og så en dag, hvor jeg synes jeg skulle overhale en løbegruppe ved Peblingesøen, så gik det galt igen. Det er igen, der er nøgleordet her.

Der skal kun to dårlige oplevelser til at skabe en negativ fortælling. Der skal i princippet også kun to gode oplevelser til for at skabe en mere foretrukken historie. Men det er sværere. Og det kræver tit hjælp fra en kæreste, en ven eller måske endda en professionel samtalepartner med narrative talenter.

Hvorfor er det så meget sværere at opdage og tro på en foretrukken fortælling, end det er at tro på en negativ fortælling?

I denne lille video taler jeg om, hvor let det var for mig at tro på den negative fortælling: “Du skal ikke tro, du kan løbe fra din alder!”. Derudover har jeg lavet en mere teoretisk diskussion af, hvordan man skaber en fortælling om sig selv og om plottets betydning for slutningen på historien. Her er jeg blandt andet inspireret af en af den narrative tilgangs pionerer, David Epston.
En video om narrativer

Hvad er et narrativ? Hvad består det af? Og hvad er handlingens og identitetens landskab? I videoen: Hvad er et narrativ? Eller: Man kan ikke løbe fra sin alder giver jeg nogle personlige bud og trækker på Michael White og David Epston, de narrative pionerers, pointer. Besøg Narrativ kanal på YouTube og se videoen om narrativer og andre videoer om narrativ praksis