Narrativ spørgeguide til når mennesker føler sig handlingslammede
Mennesker, der føler sig fastlåste, stressede, underkendte og på andre måder nedgraderede i livet, er tit svære at hjælpe. Eller rettere så kræver det som et minimum, at den der taler med dem ikke bliver utålmodig. Som Michael White skriver i Kort over narrative landskaber:
Vi har også et ansvar for at undgå at forfalde til konklusioner om, at et menneske "er totalt umotiveret", er "håbløst uansvarlig", "yder modstand", er ude af stand til at forestille sig konsekvenserne af sine handlinger"...
Jeg har lavet et gratis hæfte til stilladserende samtaler. Stilladsering er vigtig i narrativ praksis både når det handler om arbejdslivet, og når det handler om hele livssituationen. Målet er, at mennesker opnår en ny grad af, det Michael White kalder agentskab.
Stilladsering
Den narrative tilgangs pioner, Michael White, kalder denne undersøgelsesguide til at tale om problemer for en guide til eksternaliserende samtaler. Guiden bliver også kaldt positionskort1. Guiden er et vigtigt alternativ til to andre måder at møde mennesker, der har det svært på: enten at give dem en diagnose baseret på, hvad der eventuelt er i vejen med dem, eller forvente, at mennesker i krise kan svare på spørgsmål som: Hvor ser du dig selv om 10 år? og så videre. I denne miniguide får du en måde at gå frem, når du vil stilladsere narrative samtaler med mennesker, der føler sig handlingslammede.